Uddannelsesvidenskab – mellem pædagogik og uddannelsesforskning?

Abstract

I et komparativt perspektiv undersøger artiklen indledningsvist, hvordan og hvorfor koncepterne ’uddannelsesforskning’ og ’uddannelsesvidenskab’ er dukket op i Danmark, Norge og Sverige de seneste to-tre årtier. Det er i alle tre lande sket som led i en primært forskningspolitisk reorganisering og internationalisering af det pædagogiske forskningsfelt, der afspejler en international tendens, hvor den tysk-kontinentale forståelse af pædagogik somen selvstændig forskningsdisciplin er kommet under pres fra en angloamerikansk forståelse baseret på ’educational research’ og ’educational sciences’ som et interdisciplinært forskningsfelt. Artiklen argumenterer for, at det i Danmark især er det policy-orienterede begreb om empirisk, anvendelsesorienteret og evidensbaseret ’uddannelsesforskning’, der siden årtusindskiftet har haft uheldige konsekvenser for den pædagogiske forskning og for forståelsen af pædagogik og pædagogisk praksis i det hele taget. For at indkredse, hvad ’uddannelsesvidenskab’ til forskel fra ’uddannelsesforskning’ på denne baggrund kunne og burde være, argumenteres der i et videnskabsteoretisk og videnspolitisk perspektiv for, at det i dag er blevet nødvendigt at skelne mellem ’videnskab’ og ’forskning’. Sidstnævnte betegner en generaliseret og transdisciplinær form for vidensproduktion, hvor det i mindre grad er videnskabelige normer, kriterier og metoder end den herskende forsknings- og videnspolitik, der afgør, hvad der skal prioriteres og fremmes som acceptabel, relevant og nyttig viden. På denne baggrund diskuteres og vurderes den eksisterende uddannelse i og afdeling for Uddannelsesvidenskab ved DPU, før der afslutningsvis samles op og peges på det spændingsfyldte forhold mellem pædagogik og uddannelsesforskning samt uddannelsesvidenskabens mulige mediering imellem dem.

Festskrift til en idéhistorisk opdrager – og opdager: Til Jens Erik Kristensen efter 40 år i universitetets tjeneste

“…Figur 3: Kort over grundlaeggende samfundstyper Kortet er et klassisk tendenslaesnings-kort, der aftegner en historisk udviklingstendens i urets retning fra første til fjerde felt. Det afgørende brud med tradition som vilkår sker med industrialiseringen og oplysningen i midten af 1700-tallet, hvor en ny tidsbevidsthed vokser frem, der forstår fremtiden som et åbent mulighedsrum, hvilket gør forandring til det nye vilkår (Kristensen 2016;Hammershøj 2018). Kortet peger endvidere på, at det nye samfundsmaessige mønster i samtiden er at finde i det fjerde felt, og at dette er diametralt modsat af bondesamfundet, hvor tingene skete på samfundets praemisser, typisk inkarneret af en konge, og hvor det blev begrundet med tradition, typisk praediket af en praest.…”

Towards a childist theory of democratic dannelse: An argument for the radical potential of more age-inclusive scholarly imagination

“…This debate must be understood in the context of the global empirical interest in, and the emergence of, 'learning societies', 'the global educational reform movement' (Sahlberg, 2012) and new discourses about what counts as knowledge in educational research knowledge. Parallel to this trend is the marginalized position of Pädagogik and philosophy of education (Krejsler, 2021;Krejsler & Moos, 2021;Kristensen, 2022aKristensen, , 2022bSaeverot & Kristensen, 2022;Saeverot & Lomsdalen, 2023;Whitty & Furlong, 2017). I elaborate on this topic in more detail in part two of the conceptual framework.…”