Sorgens kultur, del 2

Abstract

Sorgens kultur, del 2:Diskursive og behandlingsmaessige perspektiver Introduktion Hvad stiller vi op med sorgen? Om end mødet med dødens endelighed kan beskrives som en ultimativ erfaring af menneskelig begraensning -en erfaring vi mangler ethvert vaerktøj til at forstå og taenke, er menneskelige liv og samfund karakteriseret ved det, at vi gør noget ved døden og sorgen. Det er de levende -og ikke de døde, som vi kan laese i Lukasevangeliet 9:60, som begraver deres døde. Det er de levende for hvem sorgen er et eksistentielt livsvilkår som både forbinder og adskiller os på tvaers af tider, landegraenser og samfundsklasser. Spor efter menneskelige begravelsesritualer har daterets til mere end 100 000 år tilbage i historien, og der ndes naeppe den kultur uden normer og ritualer for hvordan vi tager afsked med dem, der ikke laengere lever. Homo Sapiens karakteriseres altså blandt andet ved det, at vi prøver at stille noget op med sorgen og døden. At vaere et historisk vaesen vil blandt andet sige, at dem vi er, er uløseligt forbundet med det, der har vaeret, og dem, der var her før os. Bredt forstået er sorgen et symptom på denne historicitet, hvormed vi forsøger at give mening og forholde os til, at dem der en gang var her, ikke laenger er her. I gennem sorgen aerer vi, udviser taknemmelighed for eller forbander det, at store dele af vores muligheder for livsudfoldelse og hele vaeren afhaenger af