De vestlige uddannelsessystemer er over de seneste 20 år blevet reformeret med øget fokus på standardisering, styring, tests og accountability. Disse ændringer af uddannelsessystemet har påvirket de pædagogisk-psykologiske råd- givningstjenester (PPR), som på mange punkter aktuelt befinder sig i en overgangsfase, hvor der i stigende grad efterspørges nye typer af kompetencer med øget fokus på praksisnærhed, didaktisk sparring, behandling og bruger- orientering. Men de nye forventninger, som stilles til PPR kalder også på kritisk og faglig refleksion. Baseret på et aktuelt forsknings- projekt argumenteres der i denne artikel for, at den pædagogiske psykologi med fordel kan orientere sig imod en ikke-affirmativ forholdemåde, hvor der kritisk stilles spørgsmålstegn ved nogle af de aktuelle forventninger knyttet til PPR’s virke.