Krop og handicap – deltagelse i sociale fællesskaber

Abstract


 
 
 
 Mennesker med handicap deltager i markant mindre grad end den gennemsnitlige befolkning på alle områder, der kendetegner et almindeligt hverdagsliv i Danmark. Denne artikel bygger på en fænomenologisk undersøgelse af, hvorvidt mennesker med fysisk funktionsnedsættelse gennem deltagelse i idræt lærer noget, der forandrer den måde, de deltager i andre sociale og samfundsmæssige sammenhænge. Undersøgelsens metoder er livhistoriske narrative interviews og observationer af, hvordan personerne deltager i forskellige sociale praksisser i deres hverdagsliv. Artiklens fokus er kroppens betydning for personernes deltagelse i sociale fællesskaber, og hvordan færdigheder udvikles i bevægelse mellem de forskellige sociale praksisser. For mennesker med fysisk funktionsnedsættelse opstår et misforhold mellem krop og omgivelser, der begrænser deres mulighed for deltagelse. Empirien viser, hvordan dette misforhold udviskes ved, at de sociale omgivelser arrangerer og koordinerer konteksten, så personerne kan deltage med deres aktuelle kropslige forudsætninger. Det indebærer, at de glemmer kroppen, hvilket giver dem mulighed for at rette deres opmærksomhed ud mod omgivelserne og udvikle deres del- tagelse. Denne vekselvirkning mellem optimalt tilrettelagte omgivelser og kroppen selv ser ud til at befordre deltagelse. Det er betegnende for disse personer, at de er aktive på tværs af mange forskellige kontekster i den verden, de lever i, og de udnytter i disse sammenhænge de muligheder, der er for at bruge og udvikle deres færdigheder. Idrætten tillægges særlig betydning som en kropslig orienteret kontekst, hvor man kan høste erfaringer, som kan tages med ind i andre kontekster og føre til udvidede handlemuligheder. Oplevelsen af kroppens kunnen sættes her centralt. Artiklen peger på betydningen af sociale fællesskaber og særlig tilrettelæggelse, når deltagelse i hverdagens sammenhænge skal kunne glide for mennesker med fysisk handicap. Afsluttende rejses derfor spørgsmålet om, hvorvidt ideen om støtte til sociale fællesskaber ville være et alternativ til de individuelt rettede kompenseringer, der aktuelt kendetegner de sociale foranstaltninger til mennesker med fysisk handicap.