"Familiepædagogen" - som trivsels- og forebyggelsesaktør

Abstract

Forskningsrapporten ”Familiepædagogen” – som trivsel og forebyggelsesaktør belyser, hvad der kendetegner arbejdet med trivsel for ledere og pædagoger, når de har en tæt, forebyggende og opsøgende kontakt med familier. I forskningsrapporten skitseres tre policy `bølger´ for pædagogers og lederes arbejde med familier og børn, hvor trivsel bliver tillagt forskellige betydninger: (1) ”Trivsel som målbart fænomen – ledere og pædagoger forventes at opdele og måle børn”. (2) ”Trivsel som subjektivt oplevet – pædagoger og ledere forventes at leve sig ind i det enkelte barns perspektiv og situation”. (3) ”Trivsel som fællesskaber og tilhør – pædagoger og ledere forventes at skabe almene fællesskaber med plads til forskellighed blandt børn”. I rapportens policy analysen belyses især den sidste trivselsbølge og der rejses en række dilemmaer, som det pædagogisk set kan være vigtigt, at der er opmærksomhed på. I rapporten kan læses om, hvilke glidninger, der sker når aktuelle trivselsdagsordner med idealer om tilhør og fællesskaber fremhæver lederes og pædagogers ”relationskompetence”. Der belyses også, hvordan trivselsbølgen indebærer en økonomisk og administrativ bevægelse, når en vægtning af tilhør for flere børn i fællesskaber driver en udvidelse af almentilbuddet frem, der nu skal løse mere sammensatte opgaver for de samme ressourcer. Begge dele risikerer at individualisere pædagogers og lederes arbejde og at nedtone samfundsmæssigt ulige vilkår for familier, og børn, etiske dilemmaer og den organisatoriske indlejrethed for arbejdet Pædagoger og ledere arbejder i en høj kompleksitet – med talrige familier og børn og ikke blot én enkelt familie og barn ad gangen. I praksis analysen viser rapporten, hvordan pædagoger og ledere sammen udvikler en organisatorisk skarpsindighed, hvor de for at styrke familiers og børns tilhør på daglig basis gentænker deres organiseringer af praksisser og (op)finder ressourcer. Det er et arbejde, der ikke er synligt i organisatoriske diagrammer og arbejdsgange. I rapporten beskrives det som et tilbagevendende pædagogisk arbejde med ”at gøre tilhør”. Dette arbejde slider samtidig, og det forstærker og intensiverer høje følelsesmæssige krav i arbejdet. I lederes og pædagogers arbejde med familier og børn opstår en særlig social bekymringsform: De bekymrer sig for, om der opstår ulighed for familierne og børnene i kontakten med offentlige institutioner og i adgangen til hjælp. Den bekymring adskiller sig fra omsorgsbekymring og udviklingsbekymring. Det er samtidig en bekymringsform, der kan blive hjemløs, da der ofte ikke er nogen steder at placere den, og som de derfor selv tager på sig. Det løbende trivselsarbejde med at skabe tilhør for børn og familier kan for pædagoger såvel som ledere indebærer en tæthed og en voldsomhed. I rollen mellem det lyttende og tillidsopbyggende, og den rolle der ligger i det indgribende strækkes de her til det yderste.