Den gemene inklusion

Abstract


 
 
 
 I 1948 satte de universelle menneskerettigheder retten til undervisning på dagsordenen i artikel 26, hvor enhver gives ret til undervisning. I UNESCOs Salamancaerklæring fra 1994 udfoldes inclusive education som såvel et politisk som et pædagogisk fænomen, der søger at problematisere, at ikke alle har lige muligheder for at få den undervisning, de i 1948 blev sat i udsigt. Menneskerettighederne forudsætter en humanistisk og egalitær fordring om at danne mennesker gennem værdier som demokrati og lighed. Vores pointe i artiklen er, at menneskerettighedsregimet udfordres af et læringsregime, hvor uddannelse skal sikre den social sammenhængskraft, der er formateret gennem værdier som økonomi og konkurrence i et globaliseret verdenssamfund, som sætter grænser mellem mennesker – som identitet. Dette udmærker således en identitær frem for en egalitær organisering af den sociale orden, hvor inklusion er blevet et prekært identitetspolitisk anliggende, der sætter de grænser mellem mennesker, som menneskerettighederne igennem tiden har forsøgt at udgrænse. Vi vil i artiklen vise, hvordan inklusion gement gøres gældende som uartikuleret uenighed, der (u)muliggør, hvad vi (ikke) kan tale om, når vi alle taler om inklusion.