Bivirkninger ved en psyko- social psykiatri-kritik

Abstract


 
 
 Selvom en stærk strømning, med afsæt i bl.a. psykologi, sociologi og antropologi, diskuterer og udfordrer psykiatriens vidensgrundlag og dens praksisser, lykkes det sjældent at etablere en frugtbar dialog mellem kritikerne og psykiatrien, som leder til forandring. Med andre ord fører kritikken ofte til polarisering og ikke til konstruktiv udvikling. Der er forskellige måder at forstå dette på. Enten har den psykosociale kritik ikke noget meningsfuldt eller konstruktivt at bidrage med til klinisk praksis, hvorfor den med rette bliver afvist. Eller også sker der et sammenbrud i dialogen, som i det mindste delvist kan forebygges. Vi foku- serer på den sidste mulighed. Med afsæt i eksempler taget fra to af forfatternes egne tekster diskuterer vi disse forsøg på kritik af psykiatrien. Som alternativ diskuteres, med inddra- gelse af en biopsykosocial model, hvordan fremtidens tværfaglige dialog kan udspilles mere konstruktivt. Med afsæt i fire personlige artikler om at ændre perspektiv på et vigtigt aspekt af psykiatrien, foreslås afslutningsvis hvilke dyder, der kan hjælpe en positiv udvikling mod en rigere psykiatrisk praksis på vej - et mål som deles af mange blandt såvel psykiatriens praktikere som dens kritikere.
 
 

Which considerations are lost when debating the prolonged grief disorder diagnosis?

“…The pronounced disagreement about grief between cultural psychologists and health psychologists is detrimental to the scientific dialogue (see Johansen et al, 2021), and furthermore, we believe, to the public's comprehension of the rationale and actual limitations of psychiatry. An important notion is that the PGD diagnosis is aimed at a group of people who, in definite terms, experience a significant and debilitating degree of suffering and that universal human grief does not fit this description.…”